| Flere

Gode takter hos badminton

Børn og unge er glade for badminton, og DGI MINIton er en succes i en lang række foreninger. Men det kniber med at holde på de 25-59 årige spillere, og derfor havde DGI badminton i 2009 en lille tilbagegang.

Foto: Lene Esthave (arkiv)
DGI MINIton er sjov badmintonleg og et hit blandt børn og forældre.

Der var lidt færre badmintonspillere på banerne i 2009 end året før. DGI's medlemsopgørelse viser et fald på 2,6 procent i forhold til 2008, men der er gode takter i mange foreninger, der har succes med at satse på børn og unge.

En af de foreninger, der kan glæde sig over en medlemsfremgang er Kalundborg Badminton Klub.

Ifølge ungdomsformand Lars Bang Jensen skyldes fremgangen ikke mindst nye initiativer som DGI MINIton, der er badmintonleg for børn og deres forældre.

- Vi vidste ikke, hvor stor interessen ville være og tænkte, at alt over to børn ville være fint. Men der er omkring 12 børn og forældre hver gang, og de mest positive er, at de vil gerne blive ved i næste sæson også, siger Lars Bang Jensen.

Populært blandt mændene

Badminton er den fjerde største idræt i DGI, og sidste år viste medlemstallene for første gang i mange år en fremgang. Men det kniber stadig med at fastholde de 25-59 årige.

Badminton er ellers den mest populære idræt i DGI for mænd i mellem 25 og 59 år. 49.200 mænd i den aldersgruppe spiller badminton. Men generelt har foreningerne rundt i landet svært ved at holde fast i motionisterne mellem 25 og 59 år.

Lidt færre spiller badminton

151.819 børn og voksne spillede badminton i en af de mange foreninger i DGI badminton i 2009. Det er en tilbagegang på 2,6 pct. i forhold til året før.

Fokus på de 25-59 årige

Tilbagegangen i DGI badminton skyldes således, at godt 3200 mænd og kvinder i aldersgruppen 25-59 droppede ketsjere og fjerbolde i 2009, og det ærgrer formand for DGI badminton Benny Andreasen.

- Det er en gruppe, vi i DGI badminton vil sætte fokus på de kommende år, for det er ærgerligt, at spillerne falder fra. Omvendt ved vi, at det er en aldersgruppe, som kræver meget fleksibilitet i deres hverdag, siger Benny Andreasen.

Han hæfter sig ved, at der til gengæld er fremgang blandt badmintonspillere i aldersgruppen 60+.

Se på succeserne

DGI badminton har sammen med foreningerne gang i en udviklingsproces med tre fokusområder; DGI MINIton, Foreningen – et fedt sted at være og så ældrebadminton. Benny Andreasen opfordrer foreningerne til at være opmærksomme på, hvilke områder der har succes.

- F.eks. kan vi se, at der er fremgang i mange af de foreninger, der har DGI MINIton. Når børn kommer til MINIton, så har de en forældre med, og vi oplever, at flere af forældrene også får lyst til selv at spille badminton, siger Benny Andreasen.

En forening i medierne

Kalundborg Badminton Klub havde i 2009 309 medlemmer, hvilket er 15 flere end året før og 30 flere end for to år siden. I år ventes medlemtallet at stige yderligere, dels på grund af DGI MINIton, og så fordi foreningen har et godt samarbejde med DGI og ÆldreSagen om ældrebadminton.

Kalundborg Badminton Klub er også med i DGI badmintons projekt Foreningen – et fedt sted at være, der skal fastholde de unge spillere. Et ungdomsråd bestående af unge spillere har bl.a.været med til arrangere juleturnering og afslutningsarrangement.

- De unge ved bedre, hvad de vil have, end vi i bestyrelsen ved. Derfor er et ungdomsråd vejen frem til flere medlemmer. De unge fortæller om foreningen i skolen og at her er fedt at være, og så bliver det spændende, siger Lars Bang Jensen.

Han glæder sig også over, at de nye tiltag som DGI MINIton og Foreningen et fedt sted at være, har fået god omtale i de lokale medier.
- Det giver opmærksomhed, når der er fokus på vores forening i medierne. Ellers kan man hurtigt blive glemt mellem alle de tilbud, der er til børn og unge i dag, siger Lars Bang Jensen.

Opdateret 12. maj 2010 Af Majbritt Lykke Andersen

Ejer: Kommunikationsafdelingen



Sjov leg og læring for børn

Lær børn badminton med DGI miniton, som byder på masser af sjove lege og øvelser
Køb materialet her